Gå til indhold

”Fedt at se mit arbejde komme ud at leve”

For Daniel var interessen for musik den bærende årsag til at tage en bachelor i musikvidenskab. Det banede vejen til en kandidat i digitalt design og audio design. Nu arbejder han som specialist i digitale læringsvideoer.
Daniel Lillegaard Bjørn Jessen

Daniel Lillegaard Bjørn Jessen

Fagområde: Motion graphics design og audio design
Uddannelse: Kandidat i Digital Design med specialisering i Audio Design

- Personligt synes jeg, at digital læring bør være så ’spiselig’ og vedkommende, at det nemt kan tale ind i brugerens hverdag. Det skal man især have for øje, hvis man producerer digital læring, som er obligatorisk for medarbejderne at gennemføre, sådan som vi gør i vores team.

Motiveret af samfundsopgaven

Daniel har tidligere arbejdet med digital content marketing og produceret læringsvideoer som ansat i en privat virksomhed.

 - I mit daglige arbejde mærker jeg ikke de helt store forskelle på at arbejde i en privat virksomhed kontra det at arbejde i det offentlige. Men hvis jeg træder et skridt tilbage og ser på det store billede, er det fedt at være en del af noget større og bidrage til at understøtte kompetenceudvikling, som kan gøre en forskel.

 - Der hviler et stort ansvar på vores skuldre, men samtidig er det også en stor motivation at være med til at løfte en stor samfundsopgave. Det er fedt at have et job, der stiller krav til én og lave materiale, der kommer ud at leve i organisationen.

Arbejder efter SCRUM principper

I Daniels team er de otte kollegaer, der arbejder ud fra såkaldte SCRUM-principper. SCRUM betyder blandt andet, at teamet arbejder i faser og løser opgaverne i fællesskab med det formål at effektivisere processen så meget som muligt.

 - Fordi SCRUM hjælper os til at løse opgaverne effektivt, er der ofte plads til at løse ad hoc-opgaver sideløbende. Det er en måde jeg godt lide at arbejde på, for den gør det tydeligt, at vi har et fælles ansvar for opgaverne og for, at bolde ikke bliver tabt på gulvet, hvis en kollega for eksempel er syg.