”Jeg bliver ved med at udvikle mig”

Efter mange år i politiet tog Niels chancen og søgte job som controller hos os. Nu lægger han styrelsens budget og holder øje med, at forbruget følger budgettet.

Niels Holm Nielsen 600X429

Navn: Niels Holm Nielsen
Fagområde: Budget og controlling
Uddannelse: HA fra Handelshøjskolen og regnskabsassistent

Niels har været med fra Administrations- og Servicestyrelsens start, dengang i 2018 da SKAT blev delt i 7 styrelser.

 - Jeg forventede ikke at få jobbet, da jeg søgte, men jeg tog chancen og fik det. Det blev en meget stejl læringskurve, fordi vi skulle starte noget nyt op. Samtidigt var det meget spændende, at jeg fik mulighed for at sætte mit eget præg på arbejdsgangene. Der har været et væld af nye opgaver, og det er der også nu, for vi er stadig en organisation i stor udvikling.

Bruger sin erfaring

Niels er oprindeligt uddannet ved Handelshøjskolen og har senere uddannet sig til regnskabsassistent. Efter 10 år i rejsebranchen fik han job hos politiet, hvor han for alvor kom til at bruge sin uddannelse, i et job med intern kontrol og opfølgning på forbrug og budget.

Den erfaring bruger han i dag i sit arbejde som controller hos os, hvor han arbejder med styrelsens løbende budget, lægger budgettet for det kommende år og følger op på styrelsens forbrug.

I Niels’ kontor har de ansvaret for Administrations- og Servicestyrelsens økonomi og for samarbejdet med departementet om styrelsens bevilling på finansloven. En bevilling der handler om budget til at understøtte de øvrige styrelser i Skatteforvaltningen med for eksempel rekruttering, HR-udvikling, bygninger og facility management (faciliteringen af en række ydelser, som styrelserne er fælles om).

Mulighed for at prøve nyt

 - Et af plusserne ved Administrations- og Servicestyrelsen er, at vi er en ret flad organisation. Vi er tæt på hinanden, selv om vi arbejder med forskellige typer af opgaver og har meget forskellige baggrunde. Mange typer mennesker passer ind her.

 - Jeg er rigtig glad for at være her. Jeg har haft mange forskellige kasketter på og kan altid prøve noget nyt eller helt skifte retning, hvis jeg en dag får lyst til det, så jeg regner med at blive her, til jeg end dag skal pensioneres.