Gå til indhold

"Det er fedt arbejde"

Man kan godt søge ind som elev, selv om man har både erfaring og et årstal på dåbsattesten, der starter med 19. For Birgitte blev elevpladsen starten på et karrieremæssigt sporskifte, der gør, at hun nu glæder sig til at møde ind hver morgen.
""

Birgitte Engels Bach

Uddannelse:  Kontorelev i offentlig administration
Uddannelsesinstitution:  IBC Innovationsfabrikken i Kolding
Elev i:  Skattestyrelsen

 

Birgitte var 52 år, da hun efter 27 år som chef i sit og eksmandens bageri sendte sin ansøgning om en elevplads i Skattestyrelsen.

 - Jeg syntes, det var på tide at prøve noget andet - man skal ikke være bange for at vælge en ny retning.

 - Min far er uddannet i skat og har været glad for sit fag, det har smittet af på mig. Så det gav mening for mig, at det var denne vej jeg skulle gå, og jeg var heldig at komme til samtale i Skattestyrelsen.

Kan lide, når det bliver lidt nørdet
I elevjobbet i Skattestyrelsen tjekker Birgitte blandt andet pensionsindbetalinger fra arbejdsgivere og pensionsselskaber for at sikre, at virksomheder og selskaber får de korrekte afgiftsbeløb tilbage, hvis de har lavet fejl i indbetalingerne.

 - Jeg kan godt lide, når arbejdet bliver lidt nørdet. Det er spændende at undersøge tingene og se, om beløbene stemmer.

Glæder sig til at møde ind om morgenen
Birgitte er bedst til tal og vil gerne styrke sine kommunikationskompetencer også. Derfor har hun tilvalgt kommunikation som fag på elevuddannelsen og får nu trænet den del på jobbet:

 - Jeg skriver en del sagsnotater. Det er jeg glad for, for jeg vil gerne lære at blive bedre til at formulere mig.

Birgitte kører små 100 kilometer om dagen for at komme til og fra arbejdet i Fredericia, men elevjobbet er turen værd.

 - Jeg er i en mega god afdeling og glæder mig til at møde ind på kontoret om morgenen. Man kan godt være lidt usikker, når man starter og tænke ’kan jeg finde ud af det her?’, men jeg har en god oplærer og hjælpsomme kolleger, som jeg altid kan spørge, så jeg føler mig tryg. Det er dejligt og betyder meget.

 - Jeg vil sindssygt gerne blive her, eller i en af de andre afdelinger i Skattestyrelsen - det er en dejlig arbejdsplads. Så jeg krydser, alt hvad der kan krydses for, at det kan lade sig gøre.

Nogle tror, det er tørt ...
Skulle man være i tvivl, tøver Birgitte ikke med at opfordre andre, der overvejer elevuddannelsen til at søge ind.

 - Der er nogle, der tror, at skat er tørt – det er det ikke. Det er fedt arbejde!